Hovedstadsområdet

HOVEDSTADSREGIONEN

Helsinki (Helsingfors) - Espoo (Esbo) - Vantaa (Vanda)

I en strygende fart mod det nye århundrede

Hjertet af Finland og centret for det pulserende liv (dvs. kultur, fritidsaktiviteter og forretningslivet) ligger ved havet på landets sydkyst. Den, som ankommer til Helsinki ad søvejen, lander direkte midt i begivenhedernes centrum. Og den, som færdes ved stranden, kan uafhængig af årstiden høre havets- og øernes kald. Den farverige historie, mangesidige kultur og et enestående og rigeligt udbud af begivenheder gør, at området dannet af hovedstaden Helsingfors samt byerne Espoo og Vantaa er en suveræn byferiedestination.

I hovedstadsregionen findes der lidt over en million indbyggere, d.v.s. en femtedel af hele Finlands befolkning. Trængsel kan man dog kun opleve lejlighedsvis, når der opstår en hektisk stemning i forbindelse med nogle af de mest populære begivenheder der arrangeres for det store publikum.

Det er nemt og trygt at færdes i hovedstadsregionen. Helsingfors city lærer man bedst at kende til fods, alene eller på guidede rundture. Ud over generelle rundturer arrangeres der i Helsingfors bl.a. specielle temarunder med fokus på arkitektur. Når du ønsker at udvide din horisont, kan du hurtigt nå din destination ved at benytte busser, sporvogne, tog, metro, færger og vandbusser.

Det pulserende cityliv stilner af uden for den indre by. Ved havet i Helsingfors findes der hyggelige rejsemål, som er lette at komme til, for eksempel den 250 år gamle fæstningsø Suomenlinna/Sveaborg, der udgør sin egen bydel, Korkeasaari/Högholmens zoologiske have samt Seurasaari/Fölisöns frilandsmuseumsområde.

Også i Espoo (Esbo) by findes der masser af strande og øer, men både der og i Vantaa (Vanda) by kan man også nyde ægte landlige landskaber, tilmed ødemarker i naturtilstand. Det tager kun cirka en halv time at komme væk fra vrimmelen i Helsinkis centrum og køre til Nuuksio/Noux nationalpark i Espoo.

Der er regelmæssig rutetrafik fra Helsinki til Sverige, Tyskland og Estland.

Årtusindskiftets fortryllelse og udfordringer

Helsingfors forbereder sig med rask fart til året 2000, hvor byen fylder 450 år og er en af de europæiske kulturbyer. Fødselsdagens tema er "det grønne Helsingfors", og der rettes speciel opmærksomhed på parker i den indre by samt herregårdsparker, som ligger i satellitbyer.

Der findes et rigeligt udbud af kulturelle oplevelser i Helsingfors. Blandt nyhederne kan nævnes Kiasma, museet for moderne kunst, der blev færdigbygget allerede i sommeren 1998, samt i dets umiddelbare nærhed ejendommen Tennispalatsi/Tennispalads, som blev færdigt ved årsskiftet og er blevet fuldstændig ombygget.

Kiasma er en seværdighed også som en bygning der skaber en stærk og skulpturel helhed. Det naturlige lys spiller en meget vigtig rolle i Kiasmas bygningsmæssige helhed. Ud over selve billedkunsten tilbyder museet for eksempel sådanne aktiviteter som teater, dans, lyd og lys, musik, diskussioner, seminarer, film-, video- og performancekunst. Dørene står åbne til sent om aftenen. Om sommeren frister kafeen med sine delikatesser også udendørs, og man er ikke nødt til at købe den forholdsvis billige adgangsbillet for at kunne komme ind i læsesalen eller museumsbutikken.

Tennispaladset, der oprindelig blev færdigt i 1938, ser nu helt anderledes ud end før. Det rummer udbygningen, som man længe har ventet på, af Helsingfors stads kunstmuseum, et nyt museum for kulturer samt et moderne biografcentrum med 14 biografer. Filmoplevelserne og de kunstneriske nydelser forstærkes af den europæiske cafékultur, restauranter og butikker.

Kulturudbuddet i byens centrum kompletteres af adskillige seværdigheder, der ligger i nærheden af hinanden: Ateneum - museet for finsk kunst, Amos Andersons kunstmuseum, det nye multimediacentrum i Lasipalatsi/Glaspaladset samt bymuseets afdeling i den nydelige villa Hakasalmi/Hagsund, når dens saneringsarbejde er fuldført i sommeren 1999.

Fra den indre by fortsætter kulturrejsen på en naturlig måde langs Töölönlahtis/Tölövikens bred. Her finder man bl.a. Finlandiahuset designet af arkitekt Alvar Aalto samt Finlands nationalopera, der repræsenterer 90’ernes arkitektur og tilbyder et mangesidigt repertoire. Töölönlahtis bred er om sommeren et af beboernes yndlingssteder, hvorfra man kan fortsætte sin tur gennem byens parklandskaber langt nordpå.

Ved markedstorvet

Esplanadis/Esplanadens park med sin friluftsscene kan betegnes som et decideret centrum for sommeraktiviteterne i Helsingfors. Parken omringes af gader med talrige butikker, der præsenterer et stort udvalg af finske designeres mest kendte produkter.

På markedstorvet, for enden af parken, vrimler det om sommeren med folk fra den tidlige morgen til langt ud på aftenen bortset fra en lille pause om eftermiddagen. Ud over friske grønsager, frugt, fisk og nybagt brød kan man også købe mange slags finske husflidsarbejder fra dukker til pelsværk. Det kan betale sig at købe og smage på andre delikatesser i salgshallen (Kauppahalli/Saluhallen), der ligger ved siden af torvet. Ved torvet kan man gå om bord på et skib og nyde et krydstogt ude på havet ud for Helsingfors.

Kun en husbloks afstand fra markedstorvet ligger Helsingfors’ gamle centrum med bygninger i empirestil. Midtpunktet på dette område, som er bygget i den første halvdel af det 19. århundrede, er Senatstorvet, domineret af den monumentale Domkirke. Om sommeren samler folk sig på Senatstorvet for at deltage i forskellige begivenheder, og i torvets umiddelbare nærhed kan man, midt i et charmerende miljø, finde hyggelige kafeer, restauranter, butikker og kunstgallerier. En af de små gader i området udgør et interessant gademuseum.

Perlerne i Espoo og Vantaa

En af de mest værdifulde historiske seværdigheder i Espoo by er Tarvaspää. Det er kunstmaleren Akseli Gallen-Kallelas atelierhjem fra begyndelsen af det 20. århundrede, det fungerer nu for tiden som museum. Den middelalderlige kirke i Espoo centrum er ud over sine vægmalerier også kendt for sin koncertserie ved navn Orgelnat og arie, som arrangeres hver sommer.

Havebyen Tapiola/Hagalund repræsenterer yngre finsk design. Den blev bygget i 1950’erne og 1960’erne, og skulle da stå som model for moderne finsk bebyggelse. I arkitekturen kan man bl.a. se resultatet af Alvar Aaltos og Reima Pietiläs arbejde. Vandparken Serena, hvor temperaturen altid er behagelig høj, hører til de mest populære rekreationssteder i hovedstadsregionen.

Blandt Vantaa bys destinationer med historisk betydning på landsplan kan bl.a. nævnes den gamle Helsinki/Helsinge kirkeby, hvor man på en udmærket måde har bevaret en byhelhed fra det 18. og 19. århundrede. Der ligger også den middelalderlige Skt. Lars kirke. Skulpturudstillingen ved Nissbacka gård præsenterer om sommeren billedhuggeren Laila Pullinens arbejder midt i kulturlandskabet i Sotung landsby.

Den velfungerende og flotte Helsinki-Vantaa lufthavn ligger i Vantaa by. Videnskabscentret Heureka tilbyder såvel sine små som store gæster muligheden for at gøre en opdagelsesrejse ind i videnskabens verden.